Jeg har altid troet, Nietzsche var kyniker...
Med al respekt til den vise mand havde jeg givet ham hånden i dag og givet ham min undskyldning.
For han er langt fra kyniker. Den dag i dag kan jeg se, hvad han prøvede at få folk til at indse.
Et liv uden illusioner om virkeligheden og uden illusioner om den måde, man selv har lært at forstå den på.
Et liv, hvor man står sandt og ærligt over for det, der gjorde ondt, det der gør godt, og det man selv har gjort til sandhed, men som set med større klarhed viser sig at være, bedrag af selvet.
For måske er det netop dér, det bliver svært.
Ikke når verden lyver for os. Men når vi lyver for os selv. Når vi holder fast i noget, fordi sandheden om det ville koste for meget.
Når vi kalder håb for sandhed. Når vi kalder frygt for fornuft. Når vi kalder vores egen svaghed for moral, fordi det er lettere end at indrømme, at vi ikke turde. Når vi fortæller os selv det samme så mange gange, at vi til sidst ikke længere undersøger, om det stadig er sandt.
Det er måske dét, jeg aldrig forstod ved Nietzsche.
Jeg troede, hans hårdhed var mangel på håb. Nu ser jeg den anderledes.
Måske var hårdheden netop kravet om ikke at gemme sig. Ikke bag andre mennesker. Ikke bag moral. Ikke bag ønsket om, at livet burde have været anderledes. Ikke engang bag det menneske, man selv troede, man var.
For hvis man river nok illusioner væk, står der til sidst noget tilbage, man ikke længere kan diskutere sig udenom.
En sandhed om verden. En sandhed om andre.
Og værst af alt: En sandhed om en selv.
Om hvad man ville. Om hvad man frygtede. Om hvad man ikke turde. Om de ting, man kaldte principper, men som måske bare var forsvar. Om de ting, man kaldte kærlighed, men som måske også rummede afhængighed. Om de ting, man kaldte håb, men som for længst var blevet en måde at undgå virkeligheden på.
Og det er dér, det gør ondt.
For sandheden tager ikke hensyn til det billede, man gerne vil have af sig selv. Den spørger ikke, om man er klar. Den spørger ikke, om det passer ind i ens egen forståelse.
Den er der bare.
Jung lærte mig noget andet først.
Han lærte mig at gå ned. Ikke væk fra mørket, men ind i det. Se det skjulte. Se det, jeg havde begravet. Se det, jeg havde gjort til andre menneskers, fordi jeg ikke kunne holde ud, at noget af det måske også var mit.
Og langsomt lære forskellen.
Det dér var deres. Det dér var mit. Det dér gjorde de. Det dér gjorde jeg. Det dér var smerte. Det dér var forsvar. Det dér var en del af mig, jeg havde skubbet væk så længe, at jeg næsten ikke længere kunne genkende den.
Jung lærte mig ikke at elske mørket. Han lærte mig at holde op med at løbe fra det. At se det skjulte.
Og tage det hjem, der var mit.
Men så kommer Nietzsche.
Og han lader mig ikke blive stående dér.
For når man først har gravet tingene frem, når man har set sin skygge, sine forsvar, sine gamle sår, sine mønstre og sine egne forklaringer, kommer et endnu værre spørgsmål:
Hvad nu, hvis noget af det, jeg har fundet, stadig bare er en fortolkning?
Hvad nu, hvis selv den forståelse, jeg har bygget op omkring min smerte, min udvikling og det menneske, jeg er blevet, også kan indeholde bedrag?
Det var dér, Nietzsche begyndte at ramme anderledes. For det var ikke længere hans ord, der stod for retten.
Det var mine egne.
Mine forklaringer. Mine principper. Mine håb.
De forklaringer, jeg havde levet med så længe, at jeg ikke længere kunne se forskel på det, der var sandt, og det, jeg havde brug for skulle være sandt.
Og pludselig blev spørgsmålet ikke længere, om Nietzsche havde ret.
Spørgsmålet blev, hvor meget af mit eget liv jeg havde bygget på ting, jeg aldrig havde turdet undersøge helt til bunds.
For når man først begynder at stille det spørgsmål ærligt, er der ingen behagelig vej tilbage.
Man kan ikke se sit eget bedrag og bagefter lade som ingenting. Man kan ikke opdage, at en værdi ikke længere er ens egen og fortsætte med at kalde den sand, bare fordi man har levet efter den i årevis. Man kan ikke blive ved med at pege på verden, hvis noget af det, man hader ved den, i virkeligheden kræver et svar fra én selv.
Og måske er styrke ikke at kunne holde mere smerte ud end andre.
Måske er styrke at kunne se det, man helst ville vende blikket væk fra, og stadig blive stående. Uden at gøre sig selv til offer. Uden at gøre sig selv til helt. Uden at pynte på det.
Bare stå der.
Og se.
Jung lærte mig:
Gå ned. Se det skjulte. Tag det hjem, der er dit.
Og hos Nietzsche kommer det næste spørgsmål:
Godt. Og nu hvor dine gamle forklaringer ikke længere kan beskytte dig, hvad vil du skabe?
For det er ikke nok at rive illusionerne ned. Man skal også kunne stå i det, der bliver tilbage.
Og endnu værre:
Man bliver nødt til selv at vælge, hvad der skal bygges derfra. Ingen gammel forståelse kan længere gøre det for én. Ingen anden kan tage ansvaret for værdien af det liv, man vælger at leve.
Jeg troede engang, det var kynisme.
Nu tror jeg måske, det er det modsatte. For kynikeren forventer det værste og kalder det visdom. Men det her kræver noget andet.
At man tør miste sine illusioner uden samtidig at miste evnen til at leve. At man kan få revet noget ned og stadig skabe noget bagefter.
At man kan se livet uden den forståelse, man havde brug for, og stadig sige:
Så er det dette liv, jeg må leve. Så er det herfra, jeg må begynde.
Ikke fra det, jeg ønskede var sandt.
Men fra det, der er.
Bedrag af selvet.
Måske er det den sidste løgn, man virkelig skal lære at frygte.
For når løgnen først er væk, står man ikke tilbage med fred.
Man står tilbage med ansvaret for det, man nu vælger at bygge.