Jeg lever i et fængsel.
Et indvendigt fængsel, hvor man ikke kan se tremmerne. Man kan ikke se hegnet, der holder mig tilbage. Man kan ikke se dørene, der smækker, eller vagterne, der står på vagt.
Men de er der.
Cellen er mit eget sind.
Vagten er mit nervesystem.
Alarmen går, længe før der er sket noget.
Nogle dage føles verden almindelig. Folk taler, griner, går på arbejde, køber ind og lever deres liv. Jeg står midt i det hele og forsøger at ligne en, der også er fri.
Men inde i mig bliver hver lyd vurderet. Hvert ansigtsudtryk aflæst. Hver ændring i en stemme undersøgt for fare.
Ikke fordi jeg ønsker det.
Fordi noget i mig lærte, at det var nødvendigt.
Noget i mig lever stadig, som om det sker nu.
Kroppen husker, selv når hovedet prøver at gå videre.
En dør, der lukker lidt for hårdt. En besked uden svar. En stemme, der ændrer tone. Et blik, jeg ikke kan tyde. Ting, andre kan lade passere, kan i mig blive til en retssag, en alarmtilstand eller en dom.
Jeg ved ofte godt, at der ikke er fare.
Det hjælper bare ikke altid.
For viden og nervesystem taler ikke det samme sprog.
Jeg kan stå i et rum og vide, at jeg er sikker, mens hele kroppen fortæller mig, at jeg skal flygte, kæmpe eller forsvinde. Pulsen stiger. Musklerne spænder. Tankerne leder efter udgangen.
Og der er ingen udgang.
For fængslet følger med.
Jeg kan skifte rum, adresse og mennesker. Jeg kan lukke en dør bag mig og stadig høre de gamle låse gå i.
Det værste er ikke altid smerten.
Det værste er mistilliden til ens egen virkelighed.
Er det her farligt, eller er det fortiden, der taler?
Blev jeg faktisk afvist, eller mærkede jeg bare ekkoet af alle de gange, jeg blev det?
Er jeg vred nu, eller beskytter jeg stadig den dreng, der engang ikke kunne beskytte sig selv?
Man bliver både fange, vagt og dommer i den samme celle.
Man forhører sig selv.
Man tvivler på sig selv.
Man straffer sig selv for reaktioner, der engang var grunden til, at man overlevede.
Og mennesker udefra ser kun det, der slipper ud gennem tremmerne.
Vreden.
Tilbagetrækningen.
Mistanken.
Tavsheden.
Behovet for kontrol.
De ser sjældent det, der ligger under.
Frygten for at blive ramt igen.
Frygten for at miste.
Frygten for at stole på noget, som pludselig bliver taget væk.
Det gør ikke enhver reaktion rigtig. Det fritager mig ikke for ansvar. Et sår giver ikke ret til at såre andre.
Men ansvar begynder med at forstå, hvad man faktisk kæmper imod.
Jeg kæmper ikke kun mod minder.
Jeg kæmper ikke kun mod det, der rammer mig udefra.
Jeg kæmper mod et indre system, der stadig tror, at krigen fortsætter.
Og måske handler vejen ud ikke om at rive hele fængslet ned på én gang.
Måske begynder den med at opdage tremmerne.
At lære forskellen på dengang og nu.
At blive stående et øjeblik længere, når alt i kroppen råber, at jeg skal flygte.
At forstå, at vagten ikke er ond. Den er bare aldrig blevet afløst.
Jeg er ikke fri endnu.
Nogle dage kan jeg stadig mærke væggene helt tæt på. Nogle dage bliver cellen så lille, at jeg næsten ikke kan finde vejret.
Men jeg er begyndt at se, hvordan den blev bygget.
Og det betyder, at den ikke længere er usynlig.
Det er ikke frihed.
Men det er begyndelsen på en dør.