Refleksion · 14
Et spejl udefra

Om at blive set i en udvikling, man ikke altid selv kan mærke

5 Marts 2026

For nylig hjalp jeg en person, der står mig nær, Dennis,
med første del af et narrativt forløb,
han havde arbejdet med i forbindelse med sin uddannelse.
Efter vores samtale sendte han mig de ord,
du kan læse herunder.
Jeg deler dem ikke for at hæve mig selv.
Jeg deler dem, fordi de gjorde indtryk på mig.
Nogle gange kan man være så tæt på sin egen kamp,
sin egen skyld
og sin egen længsel,
at man ikke selv kan se, om man har flyttet sig.
Man mærker mest det, der stadig gør ondt.
Det, der stadig mangler.
Det, der endnu ikke er faldet på plads.
Dennis satte ord på noget,
jeg ikke selv har haft let ved at mærke.
At udvikling ikke altid føles som udvikling indefra.
Nogle gange er det noget,
et andet menneske ser,
før man selv tør tro på det.
Det gjorde mig både stille
og taknemmelig at læse hans ord.
Ikke fordi de fritager mig for noget.
Ikke fordi de gør mig færdig.
Men fordi de mindede mig om,
at et menneske godt kan være undervejs,
også når det ikke selv kan mærke sine skridt.
Ordene herunder er skrevet af Dennis.

Kære Mike

Først: Igen tusind tak for du vil dele din historie til gavn for min uddannelse.

Det jeg især hæftede mig ved i samtalen,

var da du beskrev din metafor til “Fader-arketypen”, med ordene:

“Fenrir er ikke født ond, men gjort ond.”

Og hvordan du billedligt fortalte om Tyr, der ofrede sin ene hånd for Fenrir.

Jeg har en fornemmelse af at det er vigtigt for dig at blive mødt med respekt for den du er – og ikke den du var.

Jeg har en idé om at du er rigtig god til at hjælpe og være der for dem, som er tæt på dig,

når du siger du, gerne påtager dig alt dine børns smerte, hvis det var muligt.

Jeg har også en fornemmelse af du er god til at møde mennesker med respekt og på en måde som du selv vil mødes.

Det er ud fra din smukke metafor om Fenrir, der ikke er født ond.

Det ser jeg som du er bevidst om at respektere menneskers ønske udvikling til noget bedre.

Når du sidder og fortæller, får jeg billedet af dig som en fyldt vandballon,

der kan briste, men stadig rummer alt hvad der fyldes i.

Jeg er kommet til at tænke på, hvordan jeg i mit eget liv,

tilsidesætter mig selv for mine børn.

Og jeg genkender mig en følelse af varme og kærlighed, når du siger:

“Et smil fra mine børn, gør det dét hele værd.”

Din fortælling har givet mig lyst til at undersøge min egen grænsesætning nærmere.

Ikke i at tilsidesætte mig selv for mine børn, men måske mere hvordan jeg tilsidesætter mig selv i andre relationer og situationer.

Jeg tror, det vil lette mit pres/tryk i min fyldte vandballon.

Efter at have lytte til dig, sidder jeg tilbage med fornemmelse af mig selv,

som en både stærk og sårbar far for mine børn – hvis det giver mening?

Mike, du skal have tak for at have talt om din Fader-arketype og om at balancere den.

Det har inspireret mig til at genbesøge min arketype og værdier i min indre udvikling til at blive et bedre menneske.

Tak

Hilsen Dennis