I dag rammer savnet hårdt.
Ikke fordi der skete noget bestemt.
Ikke fordi jeg læste et gammelt dokument, så et billede eller blev mindet om en bestemt dato.
Det har bare været der, siden jeg vågnede.
Som en vægt i brystet, der ikke flytter sig.
Jeg tænker på, hvad mine drenge laver lige nu.
Om de stod op i godt humør.
Om morgenen var rolig eller kaotisk.
Om en af dem har sagt noget sjovt uden selv at vide det.
Om de har stillet et spørgsmål, som kun giver mening inde i deres eget hoved.
Om de har grinet.
Om de har været kede af det.
Om de har haft brug for deres far.
Det er den del, der rammer.
Ikke kun at jeg savner dem.
Men at jeg ikke ved, om de savner mig i et bestemt øjeblik, hvor jeg ikke er der.
At jeg ikke kan mærke det.
Ikke kan svare.
Ikke kan gå ind i rummet og sige:
“Jeg er her.”
Der er gået mere end fjorten måneder med sager, forklaringer, vurderinger og beslutninger.
Mere end fjorten måneder, hvor næsten alt er blevet gjort til noget, der kan skrives ned.
Datoer.
Hændelser.
Påstande.
Reaktioner.
Fejl.
Men savnet kan ikke skrives ordentligt ind i et dokument.
Der findes ingen rubrik for det øjeblik, hvor en far sidder alene og pludselig mærker, at hans børn vokser, uden at han står ved siden af.
Ingen skriver ned, hvor mange gange han forestiller sig deres stemmer.
Hvor ofte han kommer i tanke om noget, han ville have fortalt dem.
Hvor ofte kroppen reagerer, som om han burde rejse sig og gå ind til dem, før virkeligheden rammer igen:
De er ikke her.
Og jeg kan ikke bare gå hen til dem.
I dag hjælper det ikke at fortælle mig selv, at der kommer en dag igen.
Det hjælper ikke at tænke langsigtet.
Det hjælper ikke at være fornuftig.
For savn er ikke fornuftigt.
Det følger ingen plan.
Det spørger ikke, om tidspunktet passer.
Det kommer bare og tager plads.
Jeg ved godt, at jeg skal blive stående.
Jeg ved godt, at jeg skal holde fast i det menneske og den far, jeg vil være, uanset hvor lang afstanden bliver gjort.
Jeg ved godt, at jeg ikke må lade afmagten ødelægge mere.
Men i dag føles det ikke som styrke.
I dag føles det bare som at stå med kærlighed, jeg ikke kan give dem direkte.
Det er en mærkelig form for smerte.
At have så meget i sig, der hører til hos nogen andre.
Omsorg.
Stolthed.
Bekymring.
Alle de små ting, man kun lægger mærke til, når man virkelig kender sine børn.
Og ikke have noget sted at lægge dem.
Så det bliver i kroppen.
Ubrugt.
Ubesvaret.
Men ikke væk.
Jeg ved ikke, hvad de tænker om mig i dag.
Jeg ved ikke, hvad de husker.
Jeg ved ikke, hvad de har fået forklaret.
Jeg ved kun, at jeg elsker dem.
Ikke som en påstand.
Ikke som et forsvar.
Ikke som noget, der skal overbevise nogen.
Bare som sandhed.
Mine drenge findes stadig i mig på samme måde, som de altid har gjort.
I mine tanker.
I mine valg.
I det håb, jeg prøver at beskytte mod alt det andet.
Og i dag gør det ondt.
Ikke fordi jeg har glemt, hvordan man holder ud.
Men fordi jeg stadig er deres far.
Og fordi jeg i dag mærker hele afstanden.