Man siger, at erkendelse og accept er vejen til at blive hel.
Det lyder smukt.
Men hvad hvis man allerede har erkendt? Hvad hvis man har set virkeligheden så længe, at man ikke længere bruger kræfter på at flygte fra den?
Hvad hvis man har accepteret, at noget skete. At noget gik tabt. At nogle ting aldrig bliver, som de var. At nogle konsekvenser ikke kan tænkes væk, tilgives væk eller arbejdes væk.
Hvad så?
Jeg tror, vi nogle gange forveksler erkendelse med lindring. Som om sandheden automatisk bliver lettere at bære, når først vi holder op med at benægte den. Det gør den ikke altid.
Nogle gange bliver den bare tydeligere.
Jeg lever ikke længere bag en maske. Jeg forsøger ikke at bilde mig selv eller andre ind, at alt er godt.
Men det betyder heller ikke, at jeg altid kan forklare, hvor tungt det faktisk er.
Nogle ting er for komplekse til et hurtigt svar på:
“Hvordan går det?”
Og nogle dage har jeg ganske enkelt ikke kræfter til endnu en gang at oversætte hele mit indre liv til ord, så et andet menneske kan forstå vægten af det.
Det er ikke flugt, men udmattelse. For nogle gange ved man også, hvad der følger, hvis man åbner døren:
“Det forstår jeg godt.”
Eller:
“Så slemt er det heller ikke. Se fremad.”
Jeg ved godt meget af det, jeg burde gøre. Jeg ved godt, hvordan mennesker langsomt bygger sig selv op igen. Jeg kan ofte se det klart hos andre.
Jeg kan sidde med et menneske og se, hvor de lyver for sig selv, hvor de gør sig mindre, hvor de bærer ansvar, der aldrig var deres, eller hvor de har glemt, hvem de var før verden begyndte at fortælle dem det.
Jeg kan hjælpe dem med at finde et næste skridt og mærkeligt nok føles det ikke som en byrde.
Men når jeg vender det samme blik mod mig selv, sker der noget andet. Der er ikke nødvendigvis modstand. Ikke frygt. Ikke engang kaos.
Der er bare...
tomhed.
Jeg ved det.
Men der kommer ikke noget bagefter.
Ingen indre bevægelse. Ingen følelse af, at hvis jeg tager det næste skridt, så venter der nødvendigvis noget på den anden side, som jeg kan mærke.
Min psykiater sagde engang til mig:
“Du ved godt, hvad du skal. Du kender godt vejen op ad det bjerg.”
Og han havde ret.
Jeg kender vejen. Problemet er bare, at et kort ikke skaber kræfter i benene.
Og det skaber heller ikke et hvorfor.
Der findes en særlig form for udmattelse, som jeg tror er svær at forklare til mennesker, der ikke har stået i den. Det er ikke bare at være træt.
Søvn løser ikke nødvendigvis den slags træthed. Det er følelsen af, at kroppen er træt. Hovedet er træt. Og noget endnu længere inde er træt.
Som om sjælen er blevet gammel før kroppen.
Ikke gammel på den smukke måde.
Ikke vis.
Ikke ophøjet.
Bare gammel af brug.
Af alarm.
Af tab.
Af at skulle rejse sig endnu en gang.
Af at forstå endnu en ting, man egentlig ville ønske, man aldrig havde været nødt til at forstå.
Af at se virkeligheden klart og opdage, at klarhed ikke altid føles som frihed.
Nogle gange føles det bare tungt.
Jeg har ledt efter et ord for det.
“Udbrændt” er ikke stort nok.
“Udmattet” rammer kroppen, men ikke resten.
“Håbløs” er måske tættere på. Problemet er bare, hvad mennesker hører i det ord. For jeg er tom for håb. Men jeg er ikke tom for livsvilje.
Jeg ønsker ikke at dø. Det er vigtigt.
Jeg kan bare ikke længere mærke den tro på fremtiden, som engang gjorde det muligt at forestille sig, at noget ventede længere fremme.
Jeg er ikke færdig med at leve. Jeg kan bare ikke længere forestille mig livet, som jeg engang kunne.
Der findes stadig mennesker, jeg elsker. Ting jeg kan grine af. Noget jeg kan skabe.
Et menneske foran mig, jeg stadig kan række en hånd ud til.
Der findes stadig noget i mig, der reagerer på verden.
Men når jeg forsøger at se langt frem i mit eget liv, er billedet blevet uklart. Ikke fordi jeg nødvendigvis tror, at intet godt nogensinde kan ske.
Jeg kan bare ikke længere forestille mig det på den måde, jeg engang kunne.
Og måske er det dér, ordene endelig passer:
Jeg føler mig udlevet uden at være færdig med at leve.
Som om jeg har brugt flere livskræfter, end ét menneske burde have behøvet.
Som om meget af det, der normalt får et menneske til at rette blikket fremad, er blevet slidt tyndt.
Jeg er her stadig.
Ikke som en triumferende fortælling om at rejse sig fra asken. Ikke som bevis på, at alt nok skal blive godt.
Bare her.
Og måske findes der andre, der læser det her, som kender den tilstand.
Mennesker, der kan passe et arbejde, føre en samtale, hjælpe en ven, grine på det rigtige tidspunkt eller skabe noget smukt, og bagefter sidde alene og mærke, hvor lidt der egentlig er tilbage.
Mennesker, som bliver fortalt:
“Du er så stærk.”
“Du er kommet så langt.”
“Du ved jo godt, hvad du skal gøre.”
Og som ikke engang nødvendigvis er uenige.
De mangler bare ordene til at forklare, at styrke og udmattelse godt kan eksistere samtidig.
At man godt kan have accepteret sit liv uden endnu at have lært at bære det.
At man godt kan ville leve uden at kunne forestille sig fremtiden.
At man godt kan kende vejen og stadig stå stille.
Ikke fordi man har givet op. Men fordi noget i én er blevet brugt op.
Hvis du kender det sted, så ved jeg ikke, om jeg har en løsning til dig. Det ville næsten være respektløst at slutte sådan en tekst med én.
Men måske kan jeg give dig et sprog for det.
Du er ikke nødvendigvis færdig med livet. Måske er du bare blevet så træt af at bære det, at du føler dig gammel helt ind i sjælen.
Udlevet uden at være færdig med at leve.
Og måske er det dér, vi skal begynde.
Ikke med endnu et krav om at blive hele. Men med at tage alvorligt, hvor meget et menneske kan have båret og stadig stå her.
Hvis du sidder et sted og genkender dig selv i det her, så har jeg ikke noget svar, jeg kan lægge i dine hænder.
Hvis jeg kunne, tog jeg den her følelse fra dig. Ikke fordi du ikke kan bære den. Men fordi jeg ved, hvor tung den er.
Det kan jeg ikke.
Men jeg kan sidde her sammen med dig et øjeblik. Uden at forklare den væk. Uden at bede dig se lyst på noget, du ikke kan se endnu.
Og lige nu behøver du ikke bære den helt alene.